Så sidder jeg i Varkala, som bestemt er et paradis (billeder kommer så snart jeg får taget mig sammen). Her er dejlig strand, yoga klasser, god mad og dejlig, lettere fugtig varme. Nu er jeg alene på rejsen og skal finde ud af, hvad jeg skal bruge mine dage på.
Ikke meget tror jeg. Læse, computere, yogere og nyde.
Det sidste er det sværeste. Hver gang jeg sætter mig for bare at nyde, begynder mit hoved at tænke tanker: Er det mon okay bare at sidde her? Skal jeg læse? Skal jeg gå ned på stranden og kaste mig mod bølgerne? Skal jeg gå en tur, tage ind til Varkala by? Det er svært bare at være.
Allerhelst kunne jeg godt bruge en restaurant med havudsigt og senge: Så kunne jeg ligge og kigge på havet, drikke the og bare være. I en seng, liggende på ryggen, siden og derefter maven. Hovedet fra side til side, nogle gange kiggende ud over havet, andre gange på menneskene omkring mig, nogle gange på mine fødder, hænder og maven. Lukke øjnene, slumre, vågne op og drikke mere the.. Nu sidder jeg i en stol og ved ikke helt, om det er velset at lade øjnene lukke og kroppen slappe af. Men de siger nok til, hvis dette er tilfældet? Jeg er heldigvis omgivet af handlende og tænkende mennesker, så disse kan jo selv sige fra. Og jeg til.
Jeg havde troet, man skulle være ganske tildækket som kvinde her på Varkala strand, men bikinifolk er der rigeligt af, og de mange gloende indiske mænd jeg er blevet advaret imod, ser ikke ud til at opholde sig her. Så hvad mere kan man forvente?
I går prøvede jeg badning for første gang i havene omkring Indien. Jeg havde taget min yogamåtte med ned på stranden, lejede en parasol, lagde mig til rette og kiggede ud over havet. Efter meget kort tid kunne jeg ikke styre mig længere og løb ned til vandkanten og ud i bølgerne, som uden nåde kastede mig og de andre gæster rundt med stor kraft. Havet kræver sin respekt. Selvom jeg kun stod i vand til knæ eller navle, var bølgerne stærke nok til at vælte mig omkuld, hvis ikke jeg kastede mig mod dem.
Folk surfede og jeg fik fat i en lærer, lærte lidt basalt og sprang så op på brættet. Det salte vand og de enorme kræfter med hvilken bølgerne jog mog land og derefter tilbage igen, blev dog hurtigt lidt for nervepirrende for en nyudlært yogalærer der ellers kun har brugt tiden i Indien på meditation, passiv og aktiv, så halen mellem benene, salt i øjnene og jeg lagde mig på yogamåtten igen. Jeg nåede aldrig at komme op og stå på brættet, men jeg synes nu det var ganske sjovt og mindre skræmmende at opleve bølgerne liggende på maven på et surfbræt. det kunne jeg godt have brugt en del tid på, men jeg havde jo betalt for en surflektion og ikke en ligge-på-maven-lektion.
Nu vil jeg bare være, måske lukke øjnene for en stund og ahh…
Sehr Toll! 
aaaaah, nyd nyd nyd.